Ridehjelm
Se vores udvalg af ridehjelme til børn og voksne hos Agroland!
Hos AgroLand finder du et stort udvalg af ridehjelme til børn og voksne fra blandt andet FairPlay, Swing, Equipage og Horka. Vores sortiment spænder fra enkle og prisvenlige modeller til ridehjelme med Mips, memory foam, bred skygge og dekorative detaljer.
Sådan vælger du den rigtige ridehjelm
En ridehjelm skal først og fremmest beskytte dit hoved, det er hele grunden til du skal have den på. Det er dog vigtigt at den også sidder så behageligt og stabilt, at du faktisk har lyst til at beholde den på gennem både undervisning, skovture og de dage, hvor træningen tager lidt længere tid end planlagt.
Udseendet må gerne spille en lille rolle, men du skal altid begynde med sikkerhedsgodkendelsen og pasformen. Det er ikke altid den flotteste hjelm i stalden der er det rigtige valg, hvis den vipper, klemmer eller glider rundt på hovedet; det afgørende er, at hjelmen passer til dit hoved og opfylder de gældende sikkerhedskrav.
Der er flere faktorer du skal være opmærksom på, når du skal vælge din næste hjelm til ridning.
Når du vælger ridehjelm, skal du især se på:
- Hjelmens sikkerhedsgodkendelse
- Størrelse og pasform
- Mulighederne for at justere den individuelt
- Komfort og ventilation
- Aftageligt og vaskbart inderfor
- Almindelig eller bred skygge
- Design, farve og overflade
Nogle af disse funktioner handler om komfort, mens andre kan gøre det lettere at få hjelmen til at sidde korrekt. Et justeringshjul er f.eks. lavet til at finindstille omkredsen på hjelmen, men det kan ikke gøre en grundform, der ikke passer til dit hoved, til den rette hjelm for dig. To hjelme med samme angivne størrelse kan derfor sidde meget forskelligt, og det er vigtigt at huske på når du skal finde den rette.
Find den rigtige størrelse
Det er altid en god idé at måle to gange for at være sikker, så du får den rigtige hjelm. For at finde den rigtige hjelm til netop dit hoved, kan du gøre følgende.
- Mål hovedets omkreds med et blødt målebånd. Målebåndet skal føres vandret rundt om hovedet, cirka en til to centimeter over øjenbrynene og hen over det bredeste sted bag på hovedet. Målet i centimeter giver dig et godt udgangspunkt for at vælge størrelse.
- Står du mellem to størrelser, eller er dit mål yderst i hjelmens justeringsinterval, bør du prøve begge muligheder for at være sikker. Størrelsesskemaet hjælper dig på vej, men det kan ikke fortælle, om hjelmens form passer til netop dit hoved.
Til børn bør du vælge en hjelm, der passer nu, frem for en hjelm med ekstra plads til at vokse i. Det kan være fristende at købe lidt ekstra plads at vokse i, men en ridehjelm skal sidde stabilt fra første ridetur, for at give den tilsigtede beskyttelse.
Sådan skal en ridehjelm sidde
En helt korrekt tilpasset ridehjelm skal sidde vandret på hovedet, mens den samtidig skal dække panden uden at synke ned over dine øjne. Den skal desuden føles tæt hele vejen rundt, men må ikke give ubehagelige trykpunkter.
Når du har spændt hageremmen og indstillet justeringen, bør hjelmen blive siddende, også når du bevæger hovedet. Den må ikke kunne skubbes let bagud, trækkes ned over øjnene eller drejes fra side til side – den skal side godt og stabilt.
Når du prøver hjelmen, så kontrollér følgende:
- Forkanten sidder cirka en til to centimeter over øjenbrynene.
- Hjelmen slutter jævnt til omkring hovedet uden tydelige trykpunkter.
- Hjelmen følger hovedets bevægelser, når du forsigtigt bevæger hovedet fra side til side.
- Remmene ligger fladt og samles omkring ørerne uden at sno sig.
- Hageremmen sidder tæt, men tillader almindelig bevægelse af kæben.
- Hjelmen føles stabil både med og uden justeringshjulet spændt helt ind.
Behold gerne hjelmen på i nogle minutter, før du beslutter dig. Et mindre tryk kan udvikle sig til ubehag efter længere tids brug. Behold derfor gerne hjelmen på i nogle minutter, mens du vurderer pasformen.
Godkendte ridehjelme og EN 1384:2023
Når du køber en ridehjelm, skal du altid se efter hjelmens mærkning og sikkerhedsstandard. Ridehjelmen skal være CE-mærket og opfylde en sikkerhedsstandard, som anerkendes af Dansk Ride Forbund. Kontrollér altid mærkningen i hjelmen og de seneste regler hos forbundet, hvis hjelmen skal bruges i en rideklub eller til stævner.
EN 1384:2023 er en europæisk standard for ridehjelme. Mange af de aktuelle modeller hos AgroLand er godkendt efter denne. I vores sortiment kan du også finde ridehjelme med VG1-godkendelse, som fremgår af Dansk Ride Forbunds aktuelle oversigt over tilladte standarder.
Vær opmærksom på at regler kan blive ændret, og enkelte discipliner eller arrangementer kan have særlige krav. Kontrollér derfor altid mærkningen på den konkrete hjelm og de gældende regler hos Dansk Ride Forbund, hvis hjelmen skal bruges i en rideklub eller til stævner.
Disse mærker finder du hos Agroland
Vores ridehjelme er nøje udvalgt, så vi ved at vi tilbyder en bred kvalitetsvifte af produkter. Sortimentet består af mærker, der tilbyder forskellige muligheder inden for pasform, komfort og udseende.
Ridehjelme fra Horka
Horkas Dali-modeller kan være relevante, hvis du søger en enkel og forholdsvis prisvenlig ridehjelm.
Dali-modellerne er fremstillet med Inmould-teknologi og godkendt efter standarden EN 1384:2023. De har Dial-Fit, så omkredsen på hjelmen kan finjusteres med et drejehjul bagpå, støddæmpende inderhjelm, samt ventilationsåbninger og aftageligt, vaskbart for.
Du kan blandt andet vælge mellem en enkel model fra Dali og Dali Glitter til rytteren, der gerne vil have lidt mere glimmer på tilværelsen. De grundlæggende funktioner minder om hinanden i de to modeller, så valget afhænger især af størrelse, pasform og det ønskede udtryk.
Ridehjelme fra Swing
Hos mærket Swing finder du både simple, stilrene ridehjelme og nyere modeller med flere muligheder for individuel tilpasning.
Swing H23 Classic er en funktionel og let hjelm med trinløs størrelsesjustering, store huller til luftindtag og aftageligt for.
Ønsker du flere muligheder for individuel tilpasning af din hjelm, kan du i stedet se på modellerne i Swings H24-serie. Her kan hjelmens pasform justeres i både højden og bredden, så den i højere grad kan tilpasses din hovedform.
Swing H24 fås i forskellige udgaver som Glossy, Chrome og Shine. Forskellene ligger blandt andet i den overflade der er på dem, og de dekorative detaljer, mens modellerne deler funktioner som integrerede luftkanaler, fleksibel skygge og vaskbart for. H24-modellerne i sortimentet er testet og godkendt efter EN 1384:2023.
Swing kan derfor være det rigtige valg for dig, hvis du især lægger vægt på ventilation og flere justeringsmuligheder. De ekstra justeringsmuligheder kan være en fordel, hvis andre hjelme er vanskelige at tilpasse til din hovedform.
Ridehjelme fra Equipage
Equipage tilbyder både klassiske ridehjelme og modeller med Mips.
Equipage Titan er en letvægts ridehjelm med ventilation, polstret inderside og en justerbar pasform. Den kan være et oplagt valg for dig som rytter, der ønsker en enkel hjelm med et elegant og afdæmpet design.
Equipage Guardian-modellerne er udstyret med Mips, som er placeret inde i hjelmen. Mips er et system med lavfriktionslag, udviklet til at tillade en mindre bevægelse mellem hovedet og hjelmen ved bestemte skrå slag og dermed hjælpe med at reducere rotationsbevægelse, som kan overføres til hovedet.
Det er vigtigt at huske at Mips erstatter ikke en korrekt sikkerhedsgodkendelse eller god pasform, og ingen hjelm kan beskytte mod alle skader. Det er derfor stadig afgørende, at Guardian-modellen passer til dit hoved og sidder korrekt under ridningen.
Ridehjelme fra FairPlay
FairPlay udgør den største del af vores udvalg og rummer flere serier, designs og skyggebredder. Det giver dig gode muligheder for at finde et bestemt udtryk. Modellerne har forskellige betegnelser for blandt andet overflade og skyggens bredde.
FairPlay Quantinum
Quantinum-serien kombinerer et moderne design med memory foam-for, drejehjul til justering af hovedomkredsen og et 3-punkts reguleringssystem. Modellerne har ventilation foran og bagpå, samt aftageligt og vaskbart inderfor.
I serien finder du blandt andet Spotlight, Eos, Eclipse og Supreme. Mange af de grundlæggende funktioner går igen i disse hjelme, mens forskellene især findes i udsmykning, finish og skyggens udformning.
Betegnelser som mat og shiny indikerer om overfladen er mat eller blank. W-V bruges om modeller med bred skygge. Spotlight- og Supreme-modellerne har desuden forskellige dekorative detaljer, så du kan vælge et mere enkelt eller iøjnefaldende udtryk.
FairPlay Equileus
Equileus Stellify er en stilren FairPlay-hjelm med en bred og fleksibel skygge. Den fås blandt andet med mat eller blank overflade og har memory foam, justeringshjul, ventilation flere steder på hjelmen og maskinvaskbart for.
Den brede skygge giver et markant og elegant udtryk og kan samtidig sørge for at afskærme mere for sollys end en almindelig skygge. Ligesom ved alle andre modeller skal selve hjelmen dog passe til hovedet. Den rette skygge kan ikke opveje den forkerte pasform.
FairPlays aktuelle Quantinum- og Equileus-modeller er godkendt efter standarden EN 1384:2023. Der kan også forekomme udgående FairPlay-modeller med VG1-godkendelse, så kontrollér altid oplysningerne på den konkrete side og mærkningen i hjelmen.
Egenskaber i ridehjelme
Ridehjelme adskiller sig blandt andet gennem skyggens udformning, ventilationen, inderforet og mulighederne for justering. Valget kan blandt andet stå mellem almindelig eller bred skygge og fast eller aftageligt inderfor.
Almindelig eller bred skygge?
En ridehjelm med bred skygge kan give ekstra skygge for ansigtet, sikre at du ikke får sol i øjnene, og har et elegant udtryk, som mange forbinder med blandt andet dressurridning. En almindelig skygge giver et mere klassisk og sporty udseende. Valget afhænger blandt andet af dine præferencer og den type ridning, hjelmen skal bruges til.
Valget handler i høj grad om dine præferencer, men skyggen må ikke begrænse dit udsyn. Den skal nemlig også være udformet, så hjelmen fortsat er egnet til den type ridning og eventuelle konkurrence, du skal bruge den til.
Brede skygger og blanke overflader kan sagtens se flotte ud, men de ændrer ikke på det vigtigste: Hjelmen skal være godkendt, passe til dit hoved og være korrekt spændt.
Ventilation og vaskbart inderfor
Ventilationsåbninger og indvendige luftkanaler kan gøre en mærkbar forskel på både varme dage og under intensiv træning. God ventilation betyder dog ikke, at du kan holde dig helt fri fra varmen. Så langt er hjelme teknologien trods alt ikke nået.
Hvis din hjelm har aftageligt for, gør det det lettere at holde hjelmen frisk. Følg altid producentens vaskeanvisning, og lad foret tørre helt igennem, før det sættes tilbage i hjelmen. Selve hjelmen bør rengøres forsigtigt efter producentens anvisninger uden stærke rengøringsmidler eller andre behandlinger, der kan påvirke materialerne.
Brug kun specifikke reservedele, der er beregnet til den konkrete model. Læg ikke ekstra polstring i hjelmen for at få en for stor model til at passe. Vælg i stedet en hjelm i den korrekte størrelse.
Hvornår skal en ridehjelm udskiftes?
At vurdere sikkerheden og standen af en hjelm, afhænger langt fra kun af udseende. En ridehjelm kan være beskadiget indvendigt, selvom ydersiden ser hel ud. Har hjelmen været udsat for et fald, et hårdt slag eller anden kraftig påvirkning, bør den ikke bruges igen, før producentens anvisninger er blevet kontrolleret. Følg producentens anvisning, og udskift hjelmen, hvis dens beskyttende konstruktion kan være påvirket.
Kontrollér også hjelmen jævnligt for:
- Beskadiget eller sammenpresset materiale indvendigt
- Dele, der sidder løst eller mangler
- Revner, buler eller andre skader på skallen
- Slidte eller flossede remme
- Spænder og justering, der ikke længere fungerer korrekt
- Ændringer i pasformen
En ridehjelm skal desuden udskiftes med tiden, selvom den ikke har været involveret i et fald, da det i højere grad handler om slid. Materialer og komponenter slides og ældes forskelligt, så følg altid anbefalingerne fra producenten for den konkrete model, frem for at kigge efter én fast tommelfingerregel for alle hjelme.
Det anbefales desuden at undgå en brugt ridehjelm, hvis dens alder og historik ikke med sikkerhed kendes.
Opbevar ridehjelmen korrekt
Når du ikke bruger din ridehjelm, skal den opbevares tørt og beskyttet mod stød, stærk varme, frost og direkte sollys. Lad den ikke ligge løst i stalden eller en trailer, og undgå opbevaring i en varm bil. Varme, sollys og slag kan påvirke materialerne.
Derfor kan det også være en rigtig god idé at investere i en hjelmtaske. Den beskytter mod snavs og ridser, og gør det nemmere at transportere hjelmen uden at lade den tumle rundt mellem støvler, strigler og hvad der ellers har fundet vej ned i din udstyrstaske.
Hos os finder du hjelmtasker fra Catago og Waldhausen.
Køb din ridehjelm hos AgroLand
Hos os finder du ridehjelme til både børn og voksne fra FairPlay, Swing, Equipage og Horka. Du kan vælge mellem enkle og prisvenlige modeller, hjelme med Mips, brede skygger, forskellige justeringssystemer og alt fra matte overflader til blanke og glitrende detaljer.
Husk også at kigge på sikkerhedsgodkendelser. Mål først hovedet grundt, og vælg derefter model.
Vil du supplere dit sikkerhedsudstyr, kan du også se vores udvalg af sikkerhedsveste og rygbeskyttere. Du finder desuden ridehandsker til både børn og voksne, så hænderne også er beskyttede.
Ofte stillede spørgsmål om ridehjelme
Hvordan finder jeg min størrelse i ridehjelm?
Mål hovedets omkreds vandret cirka en til to centimeter over øjenbrynene og omkring det bredeste sted bag på hovedet. Sammenlign målet med størrelsesintervallet og størrelsesguiden for den konkrete hjelm. Målet er kun et udgangspunkt, da hovedform og pasform varierer mellem modellerne.
Hvordan ved jeg, om ridehjelmen sidder rigtigt?
Hjelmen skal sidde vandret og tæt uden ubehagelige trykpunkter. Den skal følge hovedets bevægelser og må ikke glide frem, tilbage eller fra side til side. Remmene skal ligge fladt, og hageremmen skal være spændt tæt og behageligt.
Hvilken godkendelse skal en ridehjelm have?
Ridehjelmen skal være CE-mærket og opfylde en standard, som anerkendes af
Dansk Ride Forbund. Kontrollér altid mærkningen i hjelmen og forbundets seneste regler, da kravene kan blive ændret.
Hvad er Mips i en ridehjelm?
Mips er et system med et lavfriktionslag inde i hjelmen. Det er udviklet til at tillade en mindre bevægelse ved bestemte skrå slag og dermed hjælpe med at reducere rotationsbevægelse, der kan overføres til hovedet. Hos AgroLand finder du Mips i udvalgte
Equipage Guardian-hjelme.
Skal en ridehjelm udskiftes efter et fald?
Hvis hjelmen har ramt jorden eller været udsat for et hårdt slag, kan den beskyttende konstruktion være påvirket, selvom skaden ikke er synlig. Følg producentens anvisning, og brug ikke hjelmen videre, hvis den kan have taget imod et slag.
Kan børn bruge en ridehjelm med plads til at vokse?
Nej. Ridehjelmen skal passe til barnets hoved nu og må ikke købes for stor med plads til senere vækst. En for stor hjelm kan flytte sig og sidder ikke korrekt. Kontrollér jævnligt pasformen, da børn vokser.
Må man købe en brugt ridehjelm?
Det anbefales at vælge en ny hjelm, fordi skader efter tidligere slag ikke altid kan ses. Ved en brugt hjelm kender du sjældent med sikkerhed dens alder, opbevaring eller fulde historik.